I stigende omfang blev danske fanger i efteråret 1943 deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. I et forsøg på at forhindre dette, fremførte udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen, i januar 1944 under forhandlinger med den tyske Rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best, tanken om at etablere en særlig lejr i Danmark.Tanken vandt tysk bifald og en lejr blev anlagt i Frøslev Plantage nær Padborg. Administrationen af lejren, herunder forplejningen, blev varetaget af det danske fængselsvæsen, mens bevogtningsmandskabet naturligvis var tysk. Lejrens kapacitet var 1.200 fanger. I midten af august 1944 blev den taget i brug, idet 750 fanger overførtes fra Horserødlejren i Nordsjælland.
Det havde været en forudsætning fra dansk side, at tyskerne ophørte med deportation af fanger, men den blev dog hurtigt genoptaget. I september 1944 overførtes ca. 200 fanger fra Frøslev til Tyskland, og i løbet af efteråret og vinteren 1944-45 sendte tyskerne ni store transporter sydpå. I alt blev der overført 1.600 danske fanger fra Frøslev til Tyskland. Selvom lejren blev udvidet til 1.800 mand, blev der hurtigt overfyldt. En overgang sad der 6.900 fanger i Frøslev. Trods trængsel og nervepres, som de gentagne deportationer med deres helt tilfældige udtagning lagde på fangerne, var forholdene paradisiske i sammenligning med koncentrationslejrene i Tyskland. Pris: 60,- |