Helte og andre ofre​

Peter Nicolai Gudme Christensen er født i 1979, freelance journalist og har skrevet om kultur, historie og gastronomi i Politiken og Information. Peter er barnebarn af bogens hovedperson, Peter de Hemmer Gudme, men har dog aldrig mødt sin farfar.

Det var en novemberdag i 1944. Gestapo havde ellers gjort, hvad de kunne, for at tvinge oplysninger ud af Peter de Hemmer Gudme om hans gruppe. Han han besluttede at gøre en ende på ydmygelserne og angsten for at komme til at angive sine kammerater. Da han var på vej til et nyt forhør, kastede han sig ud fra femte sal.

Forfatteren fortæller:

Mange danskere har én i familien, der på den ene eller anden måde, i kortere eller længere tid, tog del i modstandskampen. Modstandsmanden, der begik selvmord under afhøring og tortur i Shellhuset, var min farfar.

I mange år har jeg ikke interesseret mig så meget for min farfar, som han ved sit tapre offer fortjener. Måske fordi jeg selv betegner mig som en slapsvans og en bangebuks. Men på det seneste er jeg blevet mere fascineret af hans heltedåd, og ikke mindst spørgsmålet om, hvad den har betydet for hans søn – min far.

Desværre er det nu for sent at stille alle de spørgsmål, som jeg gerne ville have haft svar på, for min far fik for mange år siden en hjerneblødning, der gik stærkt ud over hans evne til at tale og udtrykke sig.

Det er udgangspunktet for ’Helte og andre ofre’, hvor jeg forsøger at bevæge mig ud af denne erkendelsesmæssige blindtarm ved at rejse rundt i Danmark og tale med fire personer, der alle har et personligt kendskab til besættelsestiden og dens konsekvenser.

For heltemodet fra 1943 blev ikke altid omkostningsfrit for modstandsfolkene eller deres efterkommere. Og ikke alle har det lige komfortabelt med modstandskampens laurbær.

’Helte og andre ofre’ fortæller disse menneskers historier, og samtidig fortæller bogen historien om en ung mand, Peter Nicolai Gudme Christensen, der forsøger at trænge ind i kernen af begreberne heltemod og lidelse, og undervejs får påvirket sit syn på sin egen families lille stykke af Danmarkshistorien.

Helte og andre ofre

Pris: 149 kr.​

Lektørudtalelse v. Poul Flou Pedersen, april 2014: En bog for alle med interesse i besættelsestiden, og en særlig vinkel er pårørende til de aktive, der deltog i modstandskampen.

Peter Nicolai Gudme Christen er freelance journalist og får blandt andet artikler om gastronomi og fødevarer optaget i Politiken og Information. Denne vellykkede bog handler om hans farfar, Peter de Hemmer Gudme, der ligeledes var journalist og under krigen engageret i den illegale presse som medlem af Frihedsrådets Bladudvalg. I november 1944 blev han dog arresteret af Gestapo, der udsatte ham for tortur i Shellhuset, hvor han begår selvmord for at undgå at komme til at røbe sine kammerater. Den skæbne har selvfølgelig stærkt præget Peter Nicolai Gudme Christensens farmor og far, der dermed også har bidraget med et offer i modstandskampen. Derfor opsøger han andre pårørende, der har haft samme oplevelse og følt tilsvarende omkostninger, f.eks. Morten Thing, Claus Bryld, Jørgen Kieler og Sten Klitgård Povlsen. Bogen er nænsom og følsom i sine tætte beskrivelser, og det er gribende at læse.

Sammenligning: I Fra tavshed til tale : børn af frihedskæmpere fortæller berøres samme problematik, og det gør Andreas Fugl Thøgersens nye Modstandskampens børn : forældrenes krig, børnenes arv også. Børnene fortæller også i Sven Arvid Birkelands I kamp for Danmark : danske skæbner i 2. verdenskrig.

Samlet konklusion: Peter Nicolai Gudme Christensen skriver en vedkommende og gribende beretning om sin farfar, hvis deltagelse i modstandskampen fik afgørende betydning for de efterladte.