Livet skal leves

​Af Pernille Ramsdahl

Livet skal leves handler om Henning Jensens rejse gennem livet og om alle de forhindringer og oplevelser, der har været. Vi følger en drengs vej til at blive en mand. Under Besættelsen er han i lære som gartner. Her træffer han det valg at gå ind i det kommunistiske parti, der for ham var vejen til Modstandsbevægelsen. Konsekvensen af hans protest mod samarbejdsregeringen og den tyske besættelsesmagt var, at han som 22-årig bliver arresteret og sendt til KZ-lejren Neuengamme og Udekommandoen Versen. I Versen deltager han i udgravningen af tankspærringer i et moseområde ved årsskiftet 1944/1945. Det foregår ved håndkraft i frost og kulde under helt umenneskelige forhold. Bogen handler også om den problematik, der opstod, da Henning vendte hjem fra de tyske koncentrationslejre til et Danmark, der kun vil se frem og ikke vil forholde sig til, hvad der var sket for de modstandsfolk, der blev arresteret under Besættelsen. På trods af al den modstand og ondskab, Henning har oplevet, handler bogen ligeså meget om kærlighed til livet, og en vilje til at fortsætte med at leve.

Pernille Ramsdahl er 24 år og opvokset i Skive. De sidste fem år har hun været bosat i København, hvor hun studerer litteraturvidenskab. Hun mødte Henning Jensen for første gang i 2013, og har siden arbejdet på at skrive en bog om Hennings liv og oplevelser under Anden Verdenskrig. Pernille har før projektet haft et alment (begrænset) kendskab til Anden Verdenskrig, hvilket gør, at læseren heller ikke behøver at have et dybtgående kendskab til omstændighederne under Besættelsen. Denne bog er hendes debutværk.


Pris: 149 kr.